SIRENA

  Blokfløjtekvartetten

 


 
 
 

SIRENA

 

SIRENA er mit ældste samarbejde. Vi har nu eksisteret i snart 25 år, og oplevet ufattelig meget sammen og gennem hinanden. Tak for det!


SIRENA
- består af fire virtuose musikere med sans for utraditionel formidling, alle erfarne i at spille for både børn og voksne. Deres optræden er båret af nerve og smittende spilleglæde med rytmisk præcision og humor som nogle af nøgleordene.
Netop fordi blokfløjten er kendt af alle, føjes en ekstra dimension til koncertoplevelsen. Der bydes på en musikalsk oplevelse på højt niveau i alle SIRENAs koncerter, hvor fordomme og fastlåste traditioner blæses omkuld.

Blokfløjtekvartetten SIRENA, et i dansk sammenhæng enestående ensemble, blev dannet i det frodige blokfløjtemiljø omkring Dan Laurin på Det Fynske Musikkonservatorium i 1993, hvor alle fire medlemmer endnu var studerende. Siden er det blevet til et væld af koncerter med et repertoire, der spænder fra renæssancen over barokken til vor egen tids musik. SIRENA, der består af Pia Loman, Marit Ernst Bock, Pia Brinch Jensen og Karina Helene Agerbo, har høstet stor anerkendelse for deres fortolkning af såvel ny som gammel musik. Kvartetten har således været prisvinder ved adskillige konkurrencer, heriblandt FAN-konkurrencen (Fortolkning Af Ny musik) i Århus 1997 og Danmarks Radios Kammermusikkonkurrence 1996 og 1998.
SIRENA har optrådt i radio og tv, og har desuden en række uropførelser bag sig af danske og svenske komponister. I juli 2000 udkom kvartettens første cd Sitting Ducks på det svenske pladeselskab BIS. SIRENA blev i 2001 valgt til Fyns Amts Musiknavn. Som begrundelse for valget af SIRENA til Fyns Amts Musiknavn 2001, hedder det bl.a.: "ensemblet består i dag som en af landets mest originale og fremsynede eksponenter for den klassiske kammermusik. SIRENA stiller med deres musik krav til lytteren og kradser nok i forventningerne om et klassisk blokfløjteensemble" ..... "Men samtidig belønnes man med en rig og varieret ensembleklang, der kun kan opnåes ved hårdt arbejde og stor lydhørhed, og hvis den rigtige kemi mellem fire fine instrumentalister er til stede.

LYT : Fra Sitting Ducks, Chiel Meijering (1954-), BIS cd 1112

LYT : Fra La Lusignuola, Tarquinio Merula (ca.1590-1665)

LYT : Adagio fra Concerto IV i b-minor, J. B. de Boismortier (1689-1755), BIS cd 1234

LYT : Allegro fra Concerto IV i b-minor, J. B. de Boismortier, BIS cd 1234

Gå også til hjemmesiden for SIRENA og se bl.a. video med klip fra kvartettens repertoire

Eller søg efter vores kanal: sirenarecorder på Youtube